I forløbet arbejder din klasse med emnet familie. Jeres lokale kirke kan være din eksterne samarbejdspartner, som belyser emnet familie fra forskellige vinkler, som bibelfortælling, kirkebøger og stamtræer. Faget kristendom kommer i spil ved besøget i kirken og kan udvides ved at arbejde med lærebogssystemet ”Liv og religion” i kapitlet ”Hvad er fællesskab?”.

Her på siden er der beskrevet et enkelt matematikforløb, men der er rig muligheder for selv at udbygge dette under emnet statistik.

Forløbet understøtter den kommunale Læseplan for forebyggelse og kan sættes sammen med de andre forløb, der er beskrevet i forbindelse med denne fx ”Her bor jeg”, som også findes på SkiveDNA.dk.

 

Forberedelse
Der kan arbejdes med flere forskellige temaer forud for besøget i kirken: Nedstående temaer beskrives som små læringsforløb i boksen ”Lærermaterialer”.  

  • Hvem er min familie?
  • Fritid i min familie
  • Hvad hjælper min familie mig med?

Der vil være små elevprodukter, der med fordel kan medbringes til besøget i kirken. 

Besøget
Aftalen er lavet med Skive- og Resen kirke, som dækker Aakjær Skole, Skivehus Skole, Resen Skole og Skive Friskole. Tilhører din skole et andet sogn, og vil din lokale kirke og præst gerne være med, må de gerne kontakte Mette Thybo og overtage materialet (Se kontaktoplysninger).

Ved besøget vil medarbejderen fra kirken fortælle om begreberne familie og fællesskab i forhold til bibelfortællingen om Jesus i templet. Han forlod sin egen familie og søgte en ny - menigheden. Hvad var det for et fællesskab? Var de også hjælpsomme i det fællesskab? Og hvad vil det egentlig sige at være hjælpsom? 

Din klasse kan ligeledes få mulighed for at se en kirkebog, og hvordan den opbevares. I den forbindelse forklarer kirkemedarbejderen, at alle her i landet bliver registreret i kirkebogen hos præsten. Lige meget om vi er døbt eller ej, og lige meget om vi er kristne eller ej. Der står bl.a. hvor vi er født, hvad vi hedder, og hvem vores forældre og eventuelle faddere er. Vi bliver altså knyttet til et sted og en familie. Lige siden Jesu tid er vi blevet optalt og registreret, og eleverne hører fortællingen om dengang kong Herodes ville holde mandtal, så Josef og Maria måtte rejse til Josefs familie i Betlehem.

Du kan medbringe to til tre af de stamtræer, som eleverne har lavet i forløbet ”Hvem er min familie”. Så sammenligner de med Jesu stamtræ, der jo er meget specielt.

 

 

 

 

 




Publiceret 06-02-2017