Kort om forløbet

Tag med Jens Toldstrup i krig. Når I er kommet ind på livet af Jens Toldstrup gennem kildekritisk arbejde, skal I besøge museet De fem år. Her bliver I forberedt på en byvandring i Skive gågade, hvor I skal løse forskellige opgaver. Undervejs bliver I meget klogere på modstandskampen og besættelsestiden i Skive. Til sidst skal I lave en dokumentarfilm om Jens Toldstrup.

Formål

  1. At få indsigt i besættelsestiden i Danmark.

  2. At få kendskab til modstandslederen Jens Toldstrup fra Skive.

  3. At arbejde med kildekritik.

  4. At læse og forstå historiske tekster, samt udvælge vigtige informationer.

  5. At udvikle ordforråd og begreber.

  6. At blive fortrolig med QR koder og filmredigering.

  7. At lave en dokumentarfilm.

  8. At koble lokalhistorie sammen med nutiden.

Lærerens forberedelse

  1. Book en aftale med De fem år. Gør opmærksom på, at du på forhånd har arbejdet med dette forløb, så ved de besked.

  2. Book og hent evt. udlånskassen fra De fem år.

  3. Print teksterne til eleverne.

  4. Print arket til kildekritik.

  5. Book evt. ”Besættelse” af Benni Bødker hos CFU.

  6. Lån filmen ”Europas bedste nedkastningschef Toldstrup” på Skive Bibliotek.

 

 

 

 

Forslag til dansk:

Man kan evt. bruge nogle dansktimer på at lave storyboards og filmredigering.

I dansk kan man også læse romanen: ”Besættelse” af Benni Bødker, som kan lånes på CFU. Den ligger også på E17. Den er bedst til 6. klasse, men kan også bruges i en dygtig 5. klasse. Den handler om Jespers storebror, der er soldat ved østfronten, og faderen er nazist. Gradvist ændres Jespers syn på tingene, og han slutter sig til en modstandsgruppe.

Forslag til matematik:

I matematik er det oplagt at tale om inflation og priser. Hos De fem år, har eleverne mulighed for at se en prisliste over almindelige dagligvarer i 1944. Den ligger i udlånskassen, så man har mulighed for at låne materialet hjem på skolen. Her er også rationeringsmærker, som kan give anledning til at arbejde med udbud og efterspørgsel.

Der er opgaver i Excel, som handler om priser, forbrug og budget. Du kan starte med at gennemgå inflation ud fra arket ”Intro om inflation,” og derefter kan eleverne arbejde videre med opgaverne. De består af 3 ark. Ark1 består af almindelige opgaver til prislisten. Ark2 er for de dygtige elever, der kan selv. Og Ark3 er en hjælp til de svage elever, så de ikke selv behøver at finde prisberegneren på nettet. På Ark2 er der et link til Danmarks Statistik, hvis man har lyst til at arbejde videre med ”Gennemsnitsdanskeren” som tema.

På De fem år vil eleverne også få fortalt noget om, hvor mange våbencontainere, der var i de engelske fly. De kunne ikke bære så meget, så derfor var der behov for mange nedkastninger. Der er altså mulighed for også at arbejde med godsvægt i forhold til kapacitet.

 

 

Forslag til musik:

I musik kan man arbejde med følgende sange:

En lærke letted / Danmark Frit

 

Flyvere i natten

 

Altid frejdig når du går

 

Der er et yndigt land:

 

Forslag til håndværk og design

På Krydsfelt Skive har de nogle mørklægningsplader, der er dekoreret. Man kunne lave noget lignende og tale om nationale symboler.

De har også engelske lommetørklæder med RAF symboler. Man kunne lave lommetørklæder med stoftryk.

Man kunne sy nyt tøj ud af gammelt, og designe sine egne kreationer.

Forslag til Madkundskab

Man kan lave smagstests med sukker og sødemidler.

Eleverne kan lære, hvad soda er, og hvordan det blev anvendt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Publiceret 22-09-2016