Læreruddannelsen i Skive inviterer onsdag den 27. september 2017 (uge 39) til en formiddag med fokus på friluftsliv, natur og udeliv. Undervisningen vil finde sted ved Læreruddannelsen i Skive, med base ved shelter- og bålpladsen. Her vil et hold af friluftslærerstuderende stå klar til at tage imod Jeres elever, og guide dem igennem en sjov og lærerig formiddag.

Igennem formiddagen vil eleverne i grupper af 4-6 elever arbejde med basisfriluftsliv og friluftsaktiviteter som fx

  • at lære at bygge en bivuak
  • at tænde et bål
  • at forberede mad over bål
  • at finde vej i naturen
  • at løse samarbejdsopgaver mv.

Der vil hermed være et stort fokus på at arbejde med opgaver i praksis, og ’Learning by Doing’.

Ud over de praktiske opgaver, vil der være fokus på tematikken ’Forskellige perspektiver på friluftslivet’ altså hvordan vi som mennesker beskæftiger os med naturen. Handler det fx om enkelt (nordisk) friluftsliv, friluftsliv som præstation og udfordring (adventuresport), friluftsliv som terapi eller måske friluftsliv som samarbejdsprojekt. Dette fokus skulle gerne bidrage til, at eleverne får en nuanceret forståelse af friluftsliv som begreb, samt sammenspillet mellem menneske og natur.

Den specifikke undervisningsplan for dagen udarbejdes af de studerende i ugerne 34-38.

Publiceret 23-06-2017