Fotosjov med Ipad

Et lille sjovt og eksperimenterende forløb, med børnene som fotografer.

 

Aldersgruppe: 3 – 6 år

Antal børn: afhænger af antal ipad.

Varighed: 30 – 60 min

Sæson: Hele året

Sværhedsgrad: Let

Materialer: Ipad

 

Børn elsker at tage billeder både af sig selv og hinanden. Her er samtidig en oplagt mulighed for at tale om personlige grænser, respekt og identitet.

Tag en snak med børnene om hvem tager man billeder af og hvornår tager man billeder af hinanden. Er det når man er ked af det og sidder på toilettet eller er det når man er glad og er i en god position.

Lav forskellige foto seancer, lad dem f.eks. tage et billede af hinanden og sætte billedet op foran sit eget hoved og tag et nyt billede, på den måde bytter de hoveder, se dokumentet ”fra en selv til en anden”.

Lad dem også lege med forskellige apps, der er bl.a. Photobooth på ipad el. Crazy Helium, hvor de kan lave skøre billeder, lav en udstilling med billederne, men lad børnene vælge, hvilke billeder de vil have op at hænge. Nogle børn synes at jo sjovere de ser ud des bedre, hvor andre ikke er så meget for at vise de skøre billeder frem.

 

Læreplanstemaerne

Alsidig personlig udvikling: De får en viden om personlige grænser, hvor de øver sig i at mærke efter og sige fra når de ikke synes det er rart længere. Der er også en øvelse i at respektere de andres grænser og at grænserne hos en selv og de andre ikke nødvendigvis er ens.

Snak om identitet, hvad er det der udgør ens identitet, er det personlighed eller udseende. Man kan godt ændre udseende og stadig have den samme personlighed.